Burmas uddannelsessystem har været lammet siden militærjuntaen overtog landet i 1962. Pensum og undervisningsmetoder i regeringsskolerne er meget forældede, eksempelvis bruges kritisk tænkning ikke i undervisningen. Kun på nogle klosterskoler og enkelte private skoler er denne undervisningsform ved at tage sine spæde skridt, og dermed tage over fra “papegøjerlæring” – den mest hyppigt anvendte undervisningsform i Burma. Enhver form for politisk eller samfundskritisk diskussion er bandlyst i hele Burma.
Uddannelsessystemet er oprindeligt baseret på det engelske skolesystem, da Burma har været en britisk koloni. De fleste af skolerne er statsligt ejet, selvom der har været en mindre stigning i private skoler de seneste år. Det er kun obligatorisk for børn at gå i skole til de fylder 9 år, men i følge data fra Unicef er det i realiteten kun lidt over 80 % der rent faktisk går i skole. Den primære grund til at de fleste børn ikke går i skole er at deres forældre ikke har råd og at de har brug for deres børns arbejdskraft. For dem der går i skole har der været eksempler på at forældrene, har været nødt til at bestikke lærerne for at få en ordentlig uddannelse for deres børn. Der findes også klosterskoler hvor eleverne bl.a. lærer om Buddhisme. Disse skoler er som ofte gratis, og har, på trods af dette, bedre undervisning end regeringsskolerne.
Munkeskolen i Phaung Daw Oo
